Jack er min sjælehest, som jeg faktisk så i en drøm, natten inden jeg så ham sat til salg på facebook. Så jeg var ikke i tvivl om at han skulle bo hos mig.
Han har et ganske særligt sind og har været flokkens leder uanset hvilken flok jeg har sat ham i. Han har en stor ro i sig på trods af at han er en yderst sensitiv hest. Blot at være i hans tilstedeværelse kan virke healende og give ro.
Pga. hans sensitive sind er han super skarpt og lynhurtig til at aflæse mennesker, derfor kan man altid regne med en ærlig respons fra ham, hvilket gør ham til den bedste læremester jeg har. Man skal være hurtig og præcis inden han selv tilbyder en adfærd, kommer med sin egen ide eller blot spejler en inden man selv er klar over det. Derfor kan han for nogle begyndere være en stor mundfuld.
Hvis man vinder hans tillid er han en yderst loyal og arbejdsvillig hest som gør alt alt for at gøre en tilfreds, og vil meget gerne vise sig frem med alverdens tricks og lækkert hår selvfølgelig.